Det har mange gange været omtalt, at kvindernes hovedtøj var forbundet med mange traditioner og symboler. Det er derimod ikke så tit, at man har hørt, at også mændenes hovedtøj var forbundet med mange skikke.

I forrige nummer af 'Hæl og Tå' var der allerede beskrevet nogle af de traditioner, der var knyttet til mændenes hovedtøj. Fx at mændene beholdt hatten eller huen på indendørs, en opførsel, som i dag ville blive betragtet som direkte uhøflig. Men dengang følte mændene sig ydmyget og forlegne, hvis de blev set uden hovedtøj.

Der var også andre, mindre kendte, skikke, der knyttede sig til hatten eller huen. Bl.a. måden at hilse på. Hilsemåden var noget, man skulle vide besked med. Det var ikke hvem som helst, man blottede sit hoved for. Men hilsemåden var omskiftelig fra generation til generation, og hver generation påstod, at deres måde at hilse på, altid havde været god tone. Så det var om at følge med.
Hilsemåden, der var mest gennemgående, var, at der var to måder at hilse på. Den ene var at tage hatten/huen helt af, og den anden vor kun at trække hatteskyggen lidt op og ned i panden. Den sidste brugtes kun mand og mand imellem, måske fordi kvinder ikke kunne gengælde hilsenen på samme måde. Hatten/huen blev taget helt af for kongelige, "fine folk", præster og deres fruer samt for stationsforstanderen og hans frue.
Ellers blev det betragtet som direkte vanærende at tage hovedtøjet af udendørs. Kun i kirken havde man blottet hoved.

En sjov historie om mændenes hovedtøj har jeg fra bogen 'Hattens rette brug". Hvis en mand havde begået en fejl, eller forsyndet sig i én eller anden retning, kunne han, når han kom til huset, hvis beboere han havde forsyndet sig imod, koste sit hovedtøj ind af døren og spørge, om han måtte komme ind. Hvis hatten/huen ikke blev kastet tilbage til ham, var det tegn , at han var tilgivet og kunne komme ind og få sit hovedtøj igen.
Vidste en mand, at en person vor vred på ham med god grund, kunne han kaste sit hovedtøj ned for fødderne af den vrede person som tegn på anger og ydmyghed. På den måde håbede han at mildne vreden.

Manden betragtede hovedtøjet som sin pryd. Han tog det straks på om morgenen, og han lagde det ikke igen, før han gik i seng om aftenen.

Ruth

Strikhuen behøver jeg nok ikke at gå så meget ind på. Den kender folkedanserne vel alle.
Men mange tror, at strikhuen altid er rød. Men den forekommer både i hvid, blå og brun.
Enkelte egne har mange forskel lige farver i strikhuen som fx Nikulørshuen. Strikhuen kom først frem i slutningen af 1700-tallet, så der har været brugt mange andre former for hovedtøj tidligere. På næste side findes nogle eksempler.

HÆTTESLAGET har været brugt siden oldtiden. Hætteslag med nakkestruden fra 1300-tallet. Næsten alle mænd havde et hætteslag, og de var brugt i hele Europa. Forekom i både rødt, blåt, brunt, gråt og hvidt.

I 1600-1700 var det de store FILTHATTES tid.

Fra midten af 1700-tallet kom DEN HØJE HAT på mode. Først med en lige puld, senere med en buet puld.

	KASKETTEN var et yndet hovedtøj for menigmand i 1800-årene. Den kunne være fremstillet i skind eller lærred - måske også i filt. Faconen skiftede efter mode, smag og behag.
	KABUDSEN af pelsværk, ses den dag i dag. Brugtes meget af fiskere.

Endelig STRIKHUEN. Kendt af os alle. Den ene ensfarvet, oftest rød. Men findes også i andre farver. Den anden er nikulørshuen, som er stikket i kulørte farver.

 

SIDENS TOP