Kvindernes hovedtøj danner virkelig en skillelinie mellem by og land. Medens gifte bykvinder brugte kapper indendørs, og brugte kyser eller hatte udendørs, havde så at sige enhver kvinde på landet en hue af fløjl, som alene blev brugt til udebrug. Til daglig bar hun en hue af simplere stof, af og til med et tørklæde bundet om.

Den store forskel i hovedtøjerne kom frem, når man skulle ses. Altså, når man skulle i kirke eller til fest. Det er her, det egnsprægede, det traditionsbundne kom frem. Udsmykningen kunne indeholde både symboler og signaler. I mange tilfælde kunne hovedtøjet fortælle, i hvilken egn af landet kvinden boede. Eksempler på det er hovedtøjer fra de såkaldte "Dragtøer". Her tales om Amager, Fanø, Læsø, Rømø og også om Røsnæs og Skovshoved. Flere af disse egne havde tørklæder som hovedtøj.

Man frådsede ikke med dyre materialer, så havde man fine broderier og silkebånd, skulle de ses. Derfor var huenakken altdominerende. Velhavende gårdmænd satte gerne hele formuer i silkegarner, guld- og sølvtråd til fruens stadshue, som skulle vare hele livet. Havde man ikke råd til dyre nakker, kunne huen prydes med et korsklæde af tyll eller knipling, eller man kunne kante huen med en knipling, som også kunne kniples af guld- eller sølvtråd. Her fik band og sløjfer større spillerum.

På Århus- og Randersegnen kunne man købe blomstrede silketøjer i af passende mål til huerne hos købmændene i byerne. Mindre bemidlede levede huer af sammensyede mønstrede silkebånd.

Den ganske unge pige var det tilladt at vise sit hår, men også unge piger havde huer.

Ungpigehuerne var enten kulørte eller forsynet med spraglede band. Når hun giftede sig, skiftede hun ungpigehuen ud med den sorte konehue.

Konehuen var et værdighedstegn, og mange fruer lod sig begrave med huen på.

Vor huenakken prydet med broderi, var det næsten altid med blomstermotiver. Broderierne var ofte syet så karakteristiske, at man kunne henføre huen til en bestemt egn. Fx Hedeboegnens silke-, guld- og sølvbroderier, Bornholmerhuernes chenillesyninger og Randersegnens silkesyede vævsimitationer, hvis blomster mere lignede et uglehoved. Disse huer fik da også navnet "Uglehuer".

De brede Tønderkniplinger var yderst kostbare at anskaffe. De gik i arv fra mor til datter.

Når man taler om symbolik i visse huer, er der et godt eksempel i ammehuerne.

Velhavende familier, der ansatte en amme, ønskede ofte, at ammen bar en dragt der fortalte, at hun var amme. Alt efter dragtens udseende og familiens økonomiske formåen, blev huen udsmykket. Der er et eksempel på en ammehue af fløjl, med en nakke broderet med guldtråd og pyntet med røde silkebånd, og et andet eksempel var en rød silkedamaskhue med sølvbroderi og knipling langs forkanten. Dragt og hue blev betragtet som en slags uniform i lighed med stuepigernes dragter.

Her ses et par eksempler på de mest egnsprægede kvindehovedtøjer.

Ruth

Bornholm. "Nøllen". En stor hovedbeklædning, der nok mest blev benyttet af de mere velstillede øboer. Nøllen har en hvid puld med kulørte silkebånd tværs over nakken. Hele ansigtet er omkranset af pibede kniplingsstrimler, der er besat med en række silkeblomster foran og bagpå.

Ammehuer. Et eksempel på ammehuer. Rød silkedamaskhue med sølvbroderi i nakken. Foran er påhæftet et lærredsstykke med hedebosyning. Under huens forkant ses en kant af knipling. Røde silkebånd til at binde under hagen.

Bornholm. "Hat og hawa". En trestykshue med kulørte silkebånd. Hertil et meget bredt lin af knipling eller broderet tyll. Denne hovedbeklædning var hovedsagelig den unge kvindes.

Bornholm. "På sig bundet" bestod af en smukt broderet hue med et korsklæde over af broderet tyll eller knipling. Det var en uskreven lov, at nakkebroderierne ikke måtte være ens. Det kan være derfor, at man brugte levende buketter af blomster som forbilleder.

Ringkøbing. Sort, stiv puldhat med det såkaldte "skæg" ved kinderne. Rygtet fortæller, at et skib med herrehatte strandede ved Vestkysten. Hattene blev bjerget, og egnens piger ville ikke lade disse hatte gå til spilde. Derfor opstod denne særprægede kvindehovedbeklædning på egnen.

Sydfyn. Trestykshue af sort brokade. Huen er smykket med en knipling af guld- eller sølvtråd langs hele huens kant. Broderet lin af tyndt, fint bomuldsstof foran huen og store, vifteformede buer af samme tynde stof ved kinderne.

Thy. Dette hovedtøj er fra Thy, men er typisk for mange jyske egne. De store, pibede "skæg" er brugt næsten overalt i Nord-, Øst- og Midtjylland. Der er dog store forskelle på måden der er anbragt.

Fanø. Hovedtøjet er et kunstfærdigt opsat tørklæde. Det skal have to løse snipper i nakken og en stort opsat sløjfe på issen. Hovedklædet og skulderklædet er ens. Fanøkvinderne havde hver sin måde at binde sløjfen på. Ofte kunne man se, på måden sløjfen var bundet, hvem der kom.

Rømø. Rømø hovedtøj ligner meget Fanø's. Men her skal der være åbent i nakken ind til håret.

Lyø. En lille kulørt puld med knipling langs forkanten og lange, broderede silkebånd. Håret hænger løst ned af ryggen. Dette viser, at dette er et udpræget ungpigehovedtøj.

 

SIDENS TOP