Early Bronze III
2650 - 2300 f.Kr.

…og han tog en stor sten og rejste den der under den eg, som står i Herrens helligdom;…
Joshuabogen 24:26

Parallelt med Ægyptens Gamle Rige og Tidlig Dynastisk periode i Mesopotamien, når Yarmouth i denne periode sit absolutte højdepunkt.

Befæstning
Området mellem murene bliver nu fyldt op med sten igen med
kasematteknik, enkelte steder op til 3 m i tykkelse. De to murer bliver dermed til et stort fæstningsværk.

Senere bliver store stenplatforme opført rundt omkring på siten, på specielt strategisk sårbare områder. Platformene, 30-40 m lange og 8-10 m brede, dannet trolig fundament for en struktur av lersten. Denne kunne igen fungere som en slags forsvarsbastion med forskellige rum. Til sammen repræsenterer de en ny type forsvarsstrukturer i Kanaan, de såkaldte citadeller, som man kan finde dem i Ai, Taanach og Jericho.

Byen
Byen har på dette tidspunkt haft måske 3000 indbyggere.
Elektromagnetiske undersøgelser har vist et netværk af bygninger opført på en række kunstige terrasser placeret ovenpå hinanden. Disse terrasser, igen bygget på kasematteknik er et særegent træk ved den tidlige urbane
bydannelse.

Resterne efter dem, kan i dag ses på Yarmouth via stejle
skråninge, enkelte steder op til flere meter høje. I dets ydre, har Yarmouth i denne periode antagelig lignet en typisk nutidig, palæstinensisk landsby som typisk også hviler på terrasser omkring et bjergs sider og bærer en gammel befæstning på toppen. Måske bliver denne tradition i området grundlagt netop her.

Beboelsesområder
Bebyggelsen var opdelt i beboelsesområder og egne sektorer for håndværk, kultiske og politiske aktiviteter. I område G, fandt man typiske beboelsesenheder bestående af et til to værelser, en gård og af og til mindre opbevaringsrum. Hovedrummet var ofte langt og smalt på op til 8.5 m i længde og kun 2 m bredt.

Der blev fundet adskillige pithoi (forrådskar med
rund/spids bund) i rummene. Gårdene indeholdt forskellige slags installationer som f.eks. brolagde områder hvor pithoi kunne opbevares, halvcirkulære strukturer i sten indeholdende groft tilvirkede tallerkner samt nedsunkne stenmortere til produktion af mad.

I et mindre rum, eller en lille niche, blev der fundet en masseba (stele av sten) på gulvet. Masseboter (flertal) var typiske elementer i kanaanæisk kultpraksis, som man blandt
andet kan læse om det i 2. Mosebog 23:24 eller 5. Mosebog 7:5.

Enhver beboelsesenhed har antagelig tilhørt en familie. De enkelte enheder var tæt sammenfiltret og kunne ofte kommunikere med hinanden via et fælles rum eller en gård. Enhederne forandret sig organisk over tid med stadig
tilføjelser av nye vægge, nedrivning af gamle, opfyldning af gårde, blokering af passager etc. Denne konstante organiske forandring er en almindelig proces i alle, orientalske byer fra oldtiden, og de afslører derigennem indbyggerens høje grad af socialiseringsniveau.

Håndværksområdet
Lidt nord for den nedre by, blev der i område H fundet et område for specialiserede aktiviteter. Fem eller seks firkantede rum og mindre gårde arrangeret på række, blev udgravet langs terrassens støttemur. Hvert rum afslørede en mængde af sen EB III keramik, deriblandt pithoi, fade, tallerkner og tvillingvaser.

I tillæg var der adskillige basalt kværnstene, tunge, nedsunkne kalkstensmortere samt gådefulde installationer som bænke, stencirkler og brobelagte områder. Sandsynligvis er disse arealerne designet for en slags produktionsaktivitet. Lignende
installationer på andre levantinske lokaliteter, giver association til olivenproduktion.

Den hvide bygning
I område C blev der i EB III opført en større bygning kendt som "Det hvide hus" fordi den var dækket med tykt gipspuds på vægge og gulve. Pga. arkitektoniske ligheder med andre byggerier fra EB I til EB III i resten af Kanaan, er bygningen blevet foreslået som værende et tempel eller kultisk område. Arkæologer har for vane at kalde enhver ikke umiddelbar identificerbar struktur for kultisk, og udgravningslederen har nu trukket dette forslag tilbage.

Måske er der heller tale om en slags patriciervilla. Bygningen var aflang med indgangen i den ene langside. Tværs over for indgangen antyder et afbrud i pudsgulvet at her kunne det have befundet sig en eller anden installation (heraf det kultiske). Loftet var båret oppe af en række med fire søjler som dannede en såkaldt hypostylhal. Søjlerne hvilede igen på tunge stenbaser. Bygningsformen er i denne periode sjælden både i Levanten og i Ægypten.

Ruinerne af den Hvide Bygning blev senere omringet av almindelige boliger (hvilket taler i mod en helligdom), og sammen blev disse til sidst dækket af et bygningskompleks på over 700 kvm. og med et sofistikeret layout; Palads C.

Pga. røvere har der været svært at identificere andet end nogle
mindre rum og en stor hal med gedigne søjlebaser. Bygningen eksisterede kun i kort tid, og blev derpå afløst af Palads B. Stenplyndrerne har sandsynligvis været ude efter at genbruge sten til det nye palads B.

Paladserne

B2
Et protopalads, B2 beliggende under det større B1 blev opdaget i 1997 og viste sig at dække over 1000 kvadratmeter. Afdækningen af B2 er besværlig fordi det visse steder kræver destruktion af gulve og mure i B1 paladset. De israelske myndigheder viser stor interesse for at bevare B1 paladset (altså det sidste i rækken) og omdanne det til et museum, og ønsker dermed at så lidt som muligt af dette destrueres.

Væggene i dette protopalads er af sten, kun bevaret i et par lag, medens gulvet befinder sig ca. 20 cm under det senere palads. I plan og arkitekttonisk karakter er dette palads i overensstemmelse med det efterfølgende. Den præcise dato er svær at fastsætte, men keramikken skiller sig ikke væsentlig fra den man finder i palads B1.

Fordi de to paladser nærmest befinder sig ovenpå hinanden, uden adskillende lag, vil det være nærliggende at forestille sig at B2 var et slags første forsøg på at oprette en fyrstelig residens. Dets byggemateriale blev derefter genbrugt i det mere ambitiøse B1.

B1
Dette store paladskompleks befandt sig i område G, adskilt fra en samling huse via en gade. Paladset dateres til EB IIIC, hvilket vi sige en gang i det 24. århundrede. Næsten firkantet i formen, dækker det over 6000 m2. Det er det største bygningskompleks fra denne periode i hele Levanten, og er tilsyneladende opført i overensstemmelse med både ægyptiske og senere kongelige, israelske måleenheder. Layoutet er dog kun genfundet i den såkaldte bygning 3177 på Megiddo i det nordlige Israel.

De ydre vægge har haft en tykkelse på næsten 2 m, og fundamenterne har enkelte steder boret sig 3 m ned i jorden. Ydervæggene har båret støttepiller på indersiderne, tilsyneladende i æstetisk øjemed. Andre fund i Levanten, kan tyde på at disse støttepillerne har omkranset store gårde.

Paladset består groft set af to dele; en hovedgårdsplads som strækker sig over den sydvestlige halvdel, og et forhøjet område som dækker den nordøstlige halvdel og som grupperer sig omkring den nordøstlige gårdsplads.

Paladsets monumentale indgangsparti var lokaliseret i det østlige hjørne. Den nordøstlige del er blevet ødelagt af en byzantinsk terrassemur samt erosion. Den overlevende del er en stor hypostylhal med tre rækker af tre søjler hvilende på store baser af sten. Lignende arkitektur er ikke kendt i den nære orienten. Hallen havde tilsyneladende også bænke af lersten, og der var spor efter en øvre etage. Derefter fulgte en forgård som ledte ind til hovedgården og til en modtagelseshal, hvor fra igen der var adgang til de mange mindre rum.

De mindre gårde gav lys til de omkring fyrre rum. En pudsig detalje er at for at nå en klynge på tre-fire rum, skulle man igennem en korridor, et rum eller en gård. Dvs. at det var muligt strengt at kontrollere adgangen til de forskellige rum. Lignende gulvplan er fundet på lokaliteterne Jemdet Nasr og Kish i Mesopotamien, men findes ellers ikke på Yarmouth.

Gulvplanen kan have være skabt for at kontrollere særdeles vigtige opbevaringsrum, eller for at kontrollere bestemte personers ind- og udgang. Det var almindeligt at lægge et palads’ beboelsesområder i en øvre etage, og med opbevaringsrum under.

Yarmouth er er ikke kun exceptionel pga. størrelse, plan og layout, men også pga. den gode byggetekniske kvalitet. Væggene blev bygget med tilhuggede sten sat i mørtel, og lersten fremstillet i standardiserede forme og belagt med kalkpuds. Gulvene var også kalkbelagte eller dækket med runde sten sat i mørtel. Gårdene havde fortove af runde sten, og der var vandkanaler til at lede vandet væk fra gårdene.

I de udgravede rum er der fundet over 200 keramikbeholdere, mest af typen pithoi, men også store vandfade, krukker og tallerkner på tre fødder. Petrografiske undersøgelser af sidstnævnte indikerede at de var fremstillet et sted på Negevkysten. De mange pithoi bar ofte fremstillerens varemærke. Enkelte rum var fulde af dem, mens andre manglede dem totalt. Fordelingen kan give pegepinde om opbevaringsrum kontra beboelse. Tjenere kan have haft boliger nede, med herskapet på en 1. sal. Men der kan også have været tale om rum med andre funktioner end opbevaring af pithoi.

Der blev også fundet en komplet tournette af basalt, bestående af to runde skiver hvor den øverste tjente som drejeskive hvor leret blev udformet til f.eks. en krukke, medens den nedre skive hvilede på gulvet. Udgravningens personale har gennemført vellykkede eksperimenter med tournetten. Fundet kunne antyde nærværet af professionelle pottemagere.

Paladsets beliggenhed ved siden af almindelig husbebyggelse, kan pege på et strengt socialt hierarki. Og opbevaringsrummene kan videre antyde redistribution af madvarer og derfor kontrol med byens ressourcer. Disse elementer, altså indsamling og redistribution sammen med anlægning af store byggeprojekter er typiske for MBs bystater, og sandsynliggør dermed at Yarmouth har haft den slags komponenter allerede i EB III.

Bygningerne J, K og M
Syd for palads B ligger områderne J, K og M hvor det er afsløret tre større bygninger på til sammen ca. 10 000 kvadratmeter. Bygningernes funktion er foreløbig ukendt, men deres monumentalitet er åbenbar. Væggene er fra 2.1 til 3.2 m tykke og bygget på over 4 m dybe fundamenter. Af orienteringsretningen at dømme, den stratigrafiske position samt keramikfund, tyder meget på at de i tid er samtidige med Palads B1. Hvis dette medfører rigtighed, vil bygningerne og paladset tilsammen have dækket over 15 000 kvadratmeter med officielle bygninger. En hovedudfordring for fremtidige udgravninger vil blive at afsløre disse i Levanten unikke konstruktioners natur og sammenhenge.

Jordbruget var primært viet hvede og linser, sammen med Levantens måske vigtigste ressource, oliven. De mange fund af olivensten kunne være med til at forklare Yarmouths velstand, men olivenproduktion er ikke uvanlig i området. Fra andre udgravninger ved man at ægypterne importerede kanaanæisk olivenolie, og fund af ægyptiske artifakter som alabastfragmenter, stenkar af diorit, sminkepaletter af steatit og serpentin samt fragmenter af et ægyptisk offerbord, styrker viden om Yarmouths handelsforbindelse med Ægypten.

Relationer til Kanaan kan bl.a. ses igennem fund af basaltverktøj fra Golan, fragmenter af bitumen (asfalt) fra Det Døde Hav samt flinteverktøj fra Negev.

Omkring det 25. til 24 århundrede oplevede Yarmouth sit zenit, og efter dette, i EB IV (2300-2100 f.Kr), blev byen forladt. Man tog alle kostbarhederne med sig, og efterlod kun de store pithoi og ødelagt keramik.

Alle Kanaans byer vest for Jordan oplevede på dette tidspunkt den samme fraflytning fra byerne, og omkring 2300 f. Kr. ændredes bosættelsemønstrene sig fra det urbane over til det nonurbane. For at give en forklaring på dette, tenderer forskerne mod at understrege svagheden i den sociopolitiske organisering af det sydlige Levantens bystater. Flere alvorlige år med tørke, tabte handelsveje, tabte krige eller en kombination af disse, kunne være udslagsgivende faktorer. Askelag fundet i bl.a. Grønlands indlandsis, stammende fra samme tidsperiode, kunne videre hentyde en naturkatastrofe.

Kanaan går derpå ind i det som ofte defineres som værende en mørk tid. Som betegnelse på den europæiske middelalder har denne definition dog vist sig fejlagtig, og kan også være det for Kanaans vedkommende. Dog er det ikke før i begyndelsen af det 2. årtusinde f. Kr. at en urbaniseringsproces igen indtræder i Kanaan.

Bortset fra mindre fund af potteskår i MB, er det ikke før LB II omkring det 14.-13. århundrede f.Kr. at det igen er rigtigt liv på Yarmouth. Denne gang i form af en landsby på akropolen. Et destruktionslag stammende fra det 11. århundrede f.Kr., afslørede både lokal og filistinsk, bemalet keramik. Yarmouth befandt sig den gang i et grænseområde omstridt blandt israelere og filistre.

Mindre bebyggelser findes fra græsk-romersk og senere fra byzantinsk tid; landsbyen som antagelig gik under navnet Iermochos. Sidste arkæologiske levn på Yarmouth, foruden arkæologernes nedgravede latriner og tabte lightere, er enkle skår fra mamelukisk tid.

til top