Wages of Fear (Le Salaire de la Peur) af Henri-Georges Cluzot er en klassiker fra 1953, som vandt både Grand Prix ved Cannes og Guldbjørnen i Berlin. Historien er ganske simpel: Der er udbrudt brand ved en olieboring i et latinamerikansk land, og man skal have transporteret en stor mængde nitroglycerin frem for at stoppe branden. 4 mænd - en franskmand, en korsikaner, en tysker og en italiener - melder sig til i to køretøjer at transportere det højeksplosive stof ad små nærmest ufremkommelige veje. Hvorfor de 4 mænd befinder sig i Sydamerika, får vi i øvrigt aldrig at vide, og netop det er nok den største forskel i Friedkins remake.
Sorcerers Prolog
Sorcerer begynder nemlig med en (temmelig lang) prolog skildrende de fire mænds forhistorie. Først er vi i en latinamerikansk by, hvor vi ser en hotelgæst blive skudt ned. Gerningsmanden er den ene af vore fire chauffører.
Så klippes til Jerusalem, hvor vi følger nogle arabiske terrorister i færd med en bombeaktion. De flygter fra stedet, bomben eksploderer, og snart myldrer det med israelsk militær på jagt efter gerningsmændene. Nogle af terroristerne pågribes eller nedskydes, men en slipper væk: vores næste kører.
Paris. En mand af fin slægt anklages for bedrageri eller fusk og får 24 timer til at skaffe de manglende penge. Der er en medskyldig involveret, og ham ser vi skyde hovedet af sig i sin Porsche. Og selv om vor mand er desperat over den skam, der vil ramme familien, vælger han åbenbart en mere levedygtig løsning: at tage til Sydamerika.
Denæst klippes til Elizabeth, New Jersey. Roy Scheider og hans bande laver et pengekup i en kirke. Undervejs skyder de en præst, men under den efterfølgende flugt i bil kører de galt. Selv om politiet hurtigt er på pletten slipper Roy Scheiders karakter hårdt såret væk fra stedet. Der er nogle mafia interesser indblandet i denne historie, og det bliver klart, at Roy Scheider må ud af landet.
Nu, 24 minutter inde i filmen, klippes så til en fiktiv landsby i et fiktivt Sydamerikansk land, hvor disse 4 personer tilfældigvis er havnet.
Prologens problemer
Prologen (optaget "on location" understregende filmens store budget) fungerer efter min mening ikke ret godt. Den hænger slet ikke sammen med det grundlæggende simple plot: at fragte noget nitroglycerin 200 miles. I
Wages of Fear bruges den første time af filmen til at skildre livet i den sydamerikanske landsby, især de fire mænd som senere udvælges til kørere, omend der også bliver plads til forholdsvis dybe personskildringer af andre medvirkende. Byen skildres som et ulideligt varmt helvede, de for alt i verden vil væk fra. Vi får i
Wages of Fear et fint indblik i aktørernes håb og drømme, og om deres jagt efter penge og et bedre liv. Og det er ret væsentligt for os som seere, idet kørerne skal have en troværdig motivation for at påtage sig det farlige job at fragte nitroglycerin. Motivationen for dem er via et godt betalt job at komme væk.
Helt anderledes forholder det sig i
Sorcerer. Her er de fire mænd netop havnet i landsbyen fordi de er flygtet fra et helvede, et sted de ikke længere kunne leve. Ganske vist er der ikke rart i dette sydamerikanske militærdiktatur, det kan enhver se, men der er alligevel tale om en brist i den narrative logik. De er jo havnet her som en sidste udvej. De har jo ingen drøm om fx at søge til Paris.
Men der er andre problemer. I sig selv rummer plottet tilstrækkelig mulighed for suspense til at kunne bære en hel film, men forudsætningen er, at vi sympatiserer med de fire kørere. Hvis ikke vi gør det, bliver filmen ligegyldig og suspense-løs. Så sidder vi blot og venter på, at nitroglycerinen sprænger i luften. Og man kan ikke sige, at prologen ligefrem øger vores sympati for aktørerne. Der er jo tale om en lejemorder, en terrorist, en svindler og en
gangster overvejende skildret i færd med deres forbrydelser. Men selvfølgelig fatter man som seer hensigten og holder med kørerne, ellers kunne man lige så godt forlade biografen eller slukke tv'et. Skuespillerne gør da også et vist arbejde for at man skal kunne lide dem, men hvis man havde brugt prologen på at skildre dem som rigtige mennesker, ville vi holde mere af dem. Og så ville filmens suspense blive langt mere virkningsfuld. Hitchcock opdagede i øvrigt allerede 1942 en tilsvarende fejl i sin film
Saboteur. Der var lagt op til en suspense-fyldt afslutning med klatretur på Frihedsgudinden, men problemet var, at det var skurken, der var i fare. Scenen kom derfor aldrig til at fungere rigtigt - den blev aldrig rigtig spændende.
Desuden hjælper prologen næppe til at gøre historien mere troværdig. Er det sandsynligt, af 4 mænd fra så fjerne egne af verden uden kendskab til hinanden netop havner i en så lille landsby i junglen? Og det er vel at mærke ikke fire tilfældige mænd, men 4 mænd, som netop har været i situationer som er både ekstreme og ekstraordinære. Wages of Fear er faktisk langt mere troværdig i ikke at give os personernes forhistorie.
Efter sigende har Sorcerer været udsendt i Europa uden prologen. Umiddelbart er det selvfølgelig en skandale, når filmen trods alt ER lavet med prolog. Men på papiret giver det faktisk en bedre film, hvis vi ser bort fra et par enkelte referencer i selve hovedhistorien, der peger tilbage på prologen.
