Strækningen er almindelig 2-sporet hovedvej, enkelte steder 4-sporet. Vejene er asfalterede, og vi mødte kun brosten enkelte steder i byer. Vejene er næsten uden undtagelse meget ujævne og med dybe sporriller, enkelte steder op til 20 centimeter. Jernbaneoverskæringer skal man liste sig over, der kan være mange centimeters niveauforskel mellem sporene og vejoverfladen. Heldigvis var der tørvejr mens vi kørte igennem, men der er ingen tvivl om at vejene vil være meget farlige i regnvejr, bl.a. fordi østeuropæisk asfalt p.g.a. en anden sammensætning bliver fedtet når den er våd. For det meste følte vi os i stand til at køre med den tilladte hastighed (80 - 90 km/t), men mange småbyer med hastighedsgrænse på 40 eller 50 km/t holder gennemsnitshastigheden nede. Desuden er den konstante bumpen anstrengende og kræver hyppige pauser. Vi kørte den ene dag ca. 350 km, og den anden 425, og det var begge under ideelle vejrforhold. Vi har hørt fra andre motorcyklister, som havde fulgt østersøkysten, at vejene i det allernordligste Polen er meget dårlige, og at de havde haft dagsmarcher på kun 175 km.

Skiltningen og vejafmærkningen i Polen er fremragende, og det var ikke noget problem at navigere.

Trafikken i byerne var tæt, men selv på en almindelig hverdag var trafikken ude på landet tynd, og vi havde ikke problemer med at komme frem for lastbiler eller traktorer. Færdselspolitiet var overordentlig aktive, og vi oplevede at se dem stå med laseren parat med kun 5 km's mellemrum. Polske bilister er imidlertid flinke til at advare medtrafikanter. På trods af færdselspolitiets tilstedeværelse køres der generelt noget over hastighedsgrænserne, og overhalingsforbud respekteres overhovedet ikke. I byerne køres der rimeligt civiliseret, og vi havde ingen problemer med at holde sammen på 3 motorcykler. 

Der er masser af benzinstationer langs de polske veje, mange med døgnåbent. Der er ingen grund til at gå efter vestlige mærker. Vi var alle tre enige om, at på hele turen gik MC'erne bedre på polsk lavprisbenzin end på de vestlige mærker vi kunne tanke i De baltiske Lande samt Finland og Sverige.

Der er masser af spisesteder langs hovedvejene, og man spiser både godt og billigt. Toiletforholdene er som hovedregel gode.

Polen - Litauen:
Ved udrejse af Polen blev oplysninger i passet og registreringsattesten igen checket i computeren, og det grønne kort blev kontrolleret. Ekspeditionstid på den polske side: Ca. 10 minutter for 3 motorcykler.
Ved den litauiske kontrol, som befandt sig i samme bygning, blev seancen med pas og registreringattest gentaget, og vi blev henvist til et kontor i en bygning ved siden af for at tegne en forsikring, da det grønne kort i 2002 stadig ikke var gyldigt i Litauen. Vi gav hvad der svarer til ca. 135 kr. pr. motorcykel for en forsikring med en gyldighed på 15 dage. Dette kontor ville kun modtage litauiske penge, og tog ikke mod kreditkort. Der var et lille vekselkontor, hvor man kunne veksle rede penge, men ikke bruge kreditkort, så det er vigtigt at have kontanter nok. Ekspeditionstid ialt: Ca. en halv time for 3 motorcykler. Vi var iøvrigt stort set de eneste "kunder" ved denne grænseovergang (Miskiniai) selvom det var tirsdag formiddag.

I Torun på Camping Tramp, som ligger omtrent i bymidten, på sydsiden af floden, og umiddelbart øst for broen over floden, hvor hovedvejen går over. Pladsen er plan men lidt ujævn, tildels tilplantet med træer og omgivet af træer. Der er hytter rundt om campingarealet. Ret støjende omgivelser, da der er meget befærdede gader på to sider. Udmærkede sanitære forhold. Ingen udsalg på pladsen, men Shell stationen på den anden side af hovedvejen er rimelig velassorteret med dagligvarer, dog ikke med regulært brød, men en slags wienerbrød. Der er en lille kaffebar på pladsen, som vi dog ikke prøvede. Pladsen er udmærket som overnatningsplads, hvis man altså kan sove med ørepropper eller abstrahere fra støjen.

Øst for Suwalki overnattede vi på en lille, privat bondegårdscamping . Den ligger på bivejen (som iøvrigt var bedre end hovedvejene) mellem Suwalki og Sejny, omkring 15 km øst for Suwalki. Der er et privat skilt ude ved vejen, men ingen officielle campingskilte. Selve pladsen er et mindre, plant og jævnt græsareal bagved gården, og tilkørslen til arealet sker af en slaggevej lidt længere henne. Det sidste lille stykke er problematisk for biler med campingvogne, selvom et par stykker dog havde fundet derop. Der er stille og idyllisk, og fra et overdækket bord/bænke arrangement er der udsigt over en sø. De sanitære forhold bestod på det tidspunkt vi var der af et toilet, en håndvask samt et kombineret bruserum/toilet. Forholdene var beskedne men udmærkede, og der var masser af varmt vand i bruseren. Der var ingen udsalg, ingen spisemuligheder, og ingen købmand i nærheden. I bygningen hvori de sanitære installationer var, blev der arbejdet med en udvidelse af en art, men hvori den består ved vi ikke. Pladsen er udmærket som overnatningsplads, men man skal huske at være selvforsynet med mad- og drikkevarer.

Vi fandt at vejene i Litauen generelt er bedre end i Polen, omend langt fra af vestlig standard. Nogle biveje kan være grusveje, selv om de på kortet ikke adskiller sig fra asfalterede veje. Vi så kun få nye vejstrækninger. Motorvejen mellem Vilnius og Kaunas er udmærket, men begrebet "motorvej" fortolkes anderledes i Litauen. Her færdes nemlig alle slags trafikanter, også cyklister, og fodgængere ses ofte krydse vejbanen. Der er busstoppesteder, og skovbær eller lokale produkter sælges i stort omfang i nødsporet. Hvis der ikke er en afkørsel til småbyer, der ligger til venstre for motorvejen, er der arrangeret således, at man kan lave en u-vending via en bane gennem midterrabatten, og så anvende afkørslen i den modsatte kørebane. Da den max. tilladte hastighed kun er på 100 km/t virker det hele sikkert nok.

Skiltningen virkede på mig mindre logisk end i Polen, da der ofte henvises til byer, der enten er så små, at de slet er på et 1:450.000 kort, eller også ligger langt borte. Desuden mangler der ofte vejnumre på skiltene. Vejafmærkningen er ofte slidt af.

Trafikken virkede meget civiliseret, og ude på landet meget tynd. Hastighedsgrænser og færdselsregler iøvrigt bliver for det meste overholdt. Vi havde ingen trafikale problemer. Også i Litauen er færdselspolitiet meget aktive med laseren.

Benzinstationerne er mest koncentreret omkring byerne, og nettet virker mindre tæt end i Polen. Der findes stadig enkelte steder, hvor man skal forudbetale til en operatør gennem en lille luge.

Langs motorvejen er der flere udmærkede spisesteder, men ellers kan der godt være langt imellem landevejscafeterier. De fleste steder er der udmærkede toiletforhold, men vi så også et par steder gammeldags "das" af model "hugsiddende".

Litauen - Letland:
Ved udrejse fra Litauen blev oplysninger fra pas og registreringsattest checket i computeren, og det blev kontrolleret at man fortsat var i besiddelse af en gyldig litauisk forsikring. Ekspeditionstid: Ca. et kvarter for 3 MC'er.
Ved indrejse i Letland blev pas, registreringsattest og det grønne kort checket, men der blev ikke ført oplysninger ind i computer. Jeg blev desuden spurgt om hvad jeg havde i min (ret omfangsrige) bagage, men det blev ikke kontrolleret. Ekspeditionstid: Ca. 1 minut pr. MC

Ved Vilnius på Kempingas Slenyje, ca. 5 km nord for Trakai og ca. 33 km vest for Vilnius. Til dels plant, til dels skrånende græsareal, omgivet af træer og med hytter på den ene side. Ligger ved en sø med krystalklart vand og med egen badestrand. Udlejning af vandcykler. Ingen udsalg, ingen købmand i umiddelbar nærhed. Udmærket og billig restaurant, fra hvis terrasse man har udsigt til borgen Trakai på den modsatte side af søen. Fine sanitære faciliteter i ny toiletbygning. Stille omgivelser, dog er østeuropæiske campister generelt mindre hensynsfulde med hensyn til f.eks. musik. Der er et lille friluftsteater på pladsen. Den morgen vi skulle rejse, blev samtlige campister bedt om at forlade pladsen, da der skulle være et stort arrangement af en eller anden art. Man kunne dog vende tilbage om aftenen. De litauiske campister fortrak ikke en mine, men udlændingene var selvsagt noget kede af det. Vi skulle alligevel afsted, så os generede det ikke, men det er klart at det er en kedelig situation at stå i, pludselig at skulle være hjemløs i en dag. Vi ved ikke hvor tit dette finder sted, men med dette ene forbehold in mente, kan pladsen varmt anbefales.

I Palanga på vestkysten boede vi på Palangos Kempingas, ca. 3 km syd for Palanga. Pladsen er i virkeligheden en hytteby, med et mindre, plant græsareal ved toiletbygningen til teltcampister. Campingvogne og autocampere henvises normalt til en af hytterne, hvorfra der kan fås strøm. Landevejen er indenfor hørevidde, men ellers er omgivelserne rimeligt stille. En sten indenfor indgangen oplyser, at hyttebyen er fra 1964, og efter hytternes udseende at dømme, er der ikke gjort noget ved dem siden. Til trods for deres faldefærdige udseende synes de dog at være meget brugt af litauere, og stedet virker i høj grad beboet. Toiletbygningen er forsøgt frisket lidt op med nogle fliser, men de vandskyllende pedallokummer, bræddeskillevæggene og bræddedørene, hvor halvdelen af de gammeldags hasper mangler, kan ikke skjule at det er noget gammelt l...!  Af de 8 bruserum var der 2 der virkede da vi var der, og varmt vand er der kun mellem kl. 17 og 19. Der er ikke stikkontakt til shaver eller hårtørrer. Ingen udsalg på pladsen. Nærmeste marked i Palanga 3 km borte. Pladsen har egen café og restaurant med et glimrende køkken. Hvis man kan leve med de primitive toiletforhold, som dog trods alt kan levere et varmt brusebad, så kan pladsen godt anbefales. Vi så en anden plads få kilometer mod syd, samt et campingskilt et par hundrede meter fra Statoil stationen i den sydlige udkant af Palanga, men standarden af disse pladser kender vi ikke.

Vejene var af samme standard som i Litauen, d.v.s. ujævne i moderat grad, men uden at det havde indflydelse på vores kørsel. I nærheden af Riga så vi vejstrækninger af vestlig standard. I rundkørsler er det vigtigt at huske at vigepligten er den modsatte af herhjemme, d.v.s. at man inde i rundkørslen skal holde tilbage for dem der er på vej ind. 

På landet var skiltningen generelt tilfredsstillende, og det var ikke noget problem at navigere. Inde i Riga var selv hovedfærdselsårer mangelfuldt skiltet.

Der blev kørt pænt, også inde i Riga, der ikke er sværere at færdes i end i Århus. Vi så færdselspolitiet, men de syntes mindre aktive end f.eks. Litauen og Polen.

Benzinstationerne er mest koncentreret omkring byerne, og nettet virker mindre tæt end i Polen. 

Vi så enkelte landevejscafeterier, men ellers skal man ind i byerne for at finde spisesteder.

Letland - Estland:
Ved udrejse fra Letland ved grænseovergangen ved Ainazi holdt vi i kø ved en bom en lille halv times tid inden den blev lukket op. Det viste sig at det ikke var lettisk udrejsekontrol, men en ordning til at undgå trafikkaos i området mellem den lettiske og den estiske kontrol. Der var ingen lettisk udrejsekontrol. Ved indrejse til Estland blev oplysninger i pas og registreringsattest indtastet i en computer. Det blev endvidere kontrolleret om stelnummeret var i overensstemmelse med det der stod på registreringsattesten. Herudover ingen problemer. Ekspeditionstid: Ca. en halv time for 3 MC'er.

Det første stykke vej lovede godt. Slidt, men mindre ujævn end det vi havde været vant til indtil nu. Lidt senere et stykke helt ny asfalt af vestlig standard, men så kom choket: Vejarbejde på vejarbejde, ofte op til 20-25 kilometer ad gangen. Grus, slagger, skærver - alt muligt, og hastighedsbegrænsning på 30 - 50 km/t. På grund af alt det vejarbejde var vejene i Estland egentlig en værre oplevelse end i de øvrige lande, men til gengæld er der jo så noget godt at se frem til. Bortset fra det første stykke vej var "de gamle" veje ikke i bedre stand end i de to andre lande.

Skiltningen var tilfredsstillende, og det var ikke noget problem at navigere. 

Vi oplevede trafikken som moderat uden nogen problemer, både på vejen og i byen. Færdselspolitiet var lige så aktivt her som i de øvrige lande.

Vi så en del benzinstationer lige ved hovedvejen, men lige så ofte henviser skilte til benzinstationer, der ligger lidt væk fra vejen.  

Der var landevejscafeterier langs vejen, men vi så ofte skilte henvise til spisesteder i nærliggende byer. 

Estland - Finland (færge):
På havnen i Tallinn blev oplysninger i pas og registreringsattest tastet ind i en computer. Ekspeditionstid: Ca. 7-8 minutter for 3 MC'er. Ved indrejse i Finland blev passet kontrolleret i computeren. Ekspeditionstid: 1-2 minutter pr. MC, men med kun 2 baner åbne kan det komme til at tage lang tid, hvis man kommer sidst fra borde. Toldvæsenet stod parat, men syntes ikke at interessere sig for udenlandske motorcyklister.