|
| Polen Veje og trafik |
Vi kørte over den
tysk-polske grænse ved motorvejsovergangen ved Szczecin (Stettin). Vi
fulgte herefter ruten Szczecin, Walcz, Pila, Bydgoszcz, Torun,
Olsztyn, Elk, Augustow, Suwalki og herfra ad mindre veje til Sejny og
den litauiske grænseovergang ved Miskiniai.
Strækningen er almindelig 2-sporet hovedvej, enkelte steder 4-sporet. Vejene er asfalterede, og vi mødte kun brosten enkelte steder i byer. Vejene er næsten uden undtagelse meget ujævne og med dybe sporriller, enkelte steder op til 20 centimeter. Jernbaneoverskæringer skal man liste sig over, der kan være mange centimeters niveauforskel mellem sporene og vejoverfladen. Heldigvis var der tørvejr mens vi kørte igennem, men der er ingen tvivl om at vejene vil være meget farlige i regnvejr, bl.a. fordi østeuropæisk asfalt p.g.a. en anden sammensætning bliver fedtet når den er våd. For det meste følte vi os i stand til at køre med den tilladte hastighed (80 - 90 km/t), men mange småbyer med hastighedsgrænse på 40 eller 50 km/t holder gennemsnitshastigheden nede. Desuden er den konstante bumpen anstrengende og kræver hyppige pauser. Vi kørte den ene dag ca. 350 km, og den anden 425, og det var begge under ideelle vejrforhold. Vi har hørt fra andre motorcyklister, som havde fulgt østersøkysten, at vejene i det allernordligste Polen er meget dårlige, og at de havde haft dagsmarcher på kun 175 km. Skiltningen og vejafmærkningen i Polen er fremragende, og det var ikke noget problem at navigere. Trafikken i byerne var tæt, men selv på en almindelig hverdag var trafikken ude på landet tynd, og vi havde ikke problemer med at komme frem for lastbiler eller traktorer. Færdselspolitiet var overordentlig aktive, og vi oplevede at se dem stå med laseren parat med kun 5 km's mellemrum. Polske bilister er imidlertid flinke til at advare medtrafikanter. På trods af færdselspolitiets tilstedeværelse køres der generelt noget over hastighedsgrænserne, og overhalingsforbud respekteres overhovedet ikke. I byerne køres der rimeligt civiliseret, og vi havde ingen problemer med at holde sammen på 3 motorcykler. Der er masser af benzinstationer langs de polske veje, mange med døgnåbent. Der er ingen grund til at gå efter vestlige mærker. Vi var alle tre enige om, at på hele turen gik MC'erne bedre på polsk lavprisbenzin end på de vestlige mærker vi kunne tanke i De baltiske Lande samt Finland og Sverige. Der er masser af spisesteder langs hovedvejene, og man spiser både godt og billigt. Toiletforholdene er som hovedregel gode. |
|||
|
|
||||
| Grænsepassage | Tyskland - Polen: Ingen kontrol ud af Tyskland. De polske grænsebetjente ønskede at se pas, registreringsattest og det grønne kort. Oplysningerne i passet og registreringsattesten blev tastet ind i en computer, og ekspeditionstiden for 3 motorcykler var ca. et kvarters tid. Høflig betjening og ingen problemer iøvrigt. Polen - Litauen: |
|||
|
|
||||
| Camping | Vi overnattede 2 steder i Polen:
I Torun på Camping Tramp, som ligger omtrent i bymidten, på sydsiden af floden, og umiddelbart øst for broen over floden, hvor hovedvejen går over. Pladsen er plan men lidt ujævn, tildels tilplantet med træer og omgivet af træer. Der er hytter rundt om campingarealet. Ret støjende omgivelser, da der er meget befærdede gader på to sider. Udmærkede sanitære forhold. Ingen udsalg på pladsen, men Shell stationen på den anden side af hovedvejen er rimelig velassorteret med dagligvarer, dog ikke med regulært brød, men en slags wienerbrød. Der er en lille kaffebar på pladsen, som vi dog ikke prøvede. Pladsen er udmærket som overnatningsplads, hvis man altså kan sove med ørepropper eller abstrahere fra støjen. Øst for Suwalki overnattede vi på en lille, privat bondegårdscamping . Den ligger på bivejen (som iøvrigt var bedre end hovedvejene) mellem Suwalki og Sejny, omkring 15 km øst for Suwalki. Der er et privat skilt ude ved vejen, men ingen officielle campingskilte. Selve pladsen er et mindre, plant og jævnt græsareal bagved gården, og tilkørslen til arealet sker af en slaggevej lidt længere henne. Det sidste lille stykke er problematisk for biler med campingvogne, selvom et par stykker dog havde fundet derop. Der er stille og idyllisk, og fra et overdækket bord/bænke arrangement er der udsigt over en sø. De sanitære forhold bestod på det tidspunkt vi var der af et toilet, en håndvask samt et kombineret bruserum/toilet. Forholdene var beskedne men udmærkede, og der var masser af varmt vand i bruseren. Der var ingen udsalg, ingen spisemuligheder, og ingen købmand i nærheden. I bygningen hvori de sanitære installationer var, blev der arbejdet med en udvidelse af en art, men hvori den består ved vi ikke. Pladsen er udmærket som overnatningsplads, men man skal huske at være selvforsynet med mad- og drikkevarer. |
|||
|
|
||||
| Seværdigheder | Polen var ikke vores primære rejsemål, så vi gik ikke efter noget specielt her. | |||
|
|
||||
| Sikkerhed | Polen har et kedeligt ry hvad tyveri angår, og vi tog derfor vores forholdsregler med sammenlåste MC'er samt sørgede for at have alt af værdi enten på os eller i aflåste sidetasker (på MC'erne). Vi var ikke udsat for nogetsomhelst ubehageligt, og vi følte os på intet tidspunkt utrygge, eller at nogen havde kig på os. | |||
|
|
||||
| Litauen Veje og trafik |
Vi fulgte ruten fra grænseovergang ved Miskiniai via Lazdijai,
Seirijai, Alytus og Pirciupiar til Trakai vest for Vilnius. De veje vi
kørte på var til dels biveje, men dog asfalterede, men vi så at en
rute, som ville have været kortere, bestod af grusvej. Desuden kørte
vi på motorvejen mellem Vilnius og Kaunas, samt på hovedvejen fra
Kaunas langs grænsen til Kaliningrad til Klaipeda og Palanga. Herfra
ad hovedvejen østpå til Siauliai, forbi Korshøjen og videre nordpå
til den lettiske grænse.
Vi fandt at vejene i Litauen generelt er bedre end i Polen, omend langt fra af vestlig standard. Nogle biveje kan være grusveje, selv om de på kortet ikke adskiller sig fra asfalterede veje. Vi så kun få nye vejstrækninger. Motorvejen mellem Vilnius og Kaunas er udmærket, men begrebet "motorvej" fortolkes anderledes i Litauen. Her færdes nemlig alle slags trafikanter, også cyklister, og fodgængere ses ofte krydse vejbanen. Der er busstoppesteder, og skovbær eller lokale produkter sælges i stort omfang i nødsporet. Hvis der ikke er en afkørsel til småbyer, der ligger til venstre for motorvejen, er der arrangeret således, at man kan lave en u-vending via en bane gennem midterrabatten, og så anvende afkørslen i den modsatte kørebane. Da den max. tilladte hastighed kun er på 100 km/t virker det hele sikkert nok. Skiltningen virkede på mig mindre logisk end i Polen, da der ofte henvises til byer, der enten er så små, at de slet er på et 1:450.000 kort, eller også ligger langt borte. Desuden mangler der ofte vejnumre på skiltene. Vejafmærkningen er ofte slidt af. Trafikken virkede meget civiliseret, og ude på landet meget tynd. Hastighedsgrænser og færdselsregler iøvrigt bliver for det meste overholdt. Vi havde ingen trafikale problemer. Også i Litauen er færdselspolitiet meget aktive med laseren. Benzinstationerne er mest koncentreret omkring byerne, og nettet virker mindre tæt end i Polen. Der findes stadig enkelte steder, hvor man skal forudbetale til en operatør gennem en lille luge. Langs motorvejen er der flere udmærkede spisesteder, men ellers kan der godt være langt imellem landevejscafeterier. De fleste steder er der udmærkede toiletforhold, men vi så også et par steder gammeldags "das" af model "hugsiddende". |
|||
|
|
||||
| Grænsepassage | Polen - Litauen: Se under Polen. Litauen - Letland: |
|||
|
|
||||
| Camping | Vi boede 2 steder i Litauen:
Ved Vilnius på Kempingas Slenyje, ca. 5 km nord for Trakai og ca. 33 km vest for Vilnius. Til dels plant, til dels skrånende græsareal, omgivet af træer og med hytter på den ene side. Ligger ved en sø med krystalklart vand og med egen badestrand. Udlejning af vandcykler. Ingen udsalg, ingen købmand i umiddelbar nærhed. Udmærket og billig restaurant, fra hvis terrasse man har udsigt til borgen Trakai på den modsatte side af søen. Fine sanitære faciliteter i ny toiletbygning. Stille omgivelser, dog er østeuropæiske campister generelt mindre hensynsfulde med hensyn til f.eks. musik. Der er et lille friluftsteater på pladsen. Den morgen vi skulle rejse, blev samtlige campister bedt om at forlade pladsen, da der skulle være et stort arrangement af en eller anden art. Man kunne dog vende tilbage om aftenen. De litauiske campister fortrak ikke en mine, men udlændingene var selvsagt noget kede af det. Vi skulle alligevel afsted, så os generede det ikke, men det er klart at det er en kedelig situation at stå i, pludselig at skulle være hjemløs i en dag. Vi ved ikke hvor tit dette finder sted, men med dette ene forbehold in mente, kan pladsen varmt anbefales.
I Palanga på vestkysten boede vi på Palangos Kempingas, ca. 3 km syd for Palanga. Pladsen er i virkeligheden en hytteby, med et mindre, plant græsareal ved toiletbygningen til teltcampister. Campingvogne og autocampere henvises normalt til en af hytterne, hvorfra der kan fås strøm. Landevejen er indenfor hørevidde, men ellers er omgivelserne rimeligt stille. En sten indenfor indgangen oplyser, at hyttebyen er fra 1964, og efter hytternes udseende at dømme, er der ikke gjort noget ved dem siden. Til trods for deres faldefærdige udseende synes de dog at være meget brugt af litauere, og stedet virker i høj grad beboet. Toiletbygningen er forsøgt frisket lidt op med nogle fliser, men de vandskyllende pedallokummer, bræddeskillevæggene og bræddedørene, hvor halvdelen af de gammeldags hasper mangler, kan ikke skjule at det er noget gammelt l...! Af de 8 bruserum var der 2 der virkede da vi var der, og varmt vand er der kun mellem kl. 17 og 19. Der er ikke stikkontakt til shaver eller hårtørrer. Ingen udsalg på pladsen. Nærmeste marked i Palanga 3 km borte. Pladsen har egen café og restaurant med et glimrende køkken. Hvis man kan leve med de primitive toiletforhold, som dog trods alt kan levere et varmt brusebad, så kan pladsen godt anbefales. Vi så en anden plads få kilometer mod syd, samt et campingskilt et par hundrede meter fra Statoil stationen i den sydlige udkant af Palanga, men standarden af disse pladser kender vi ikke. |
|||
|
|
||||
| Seværdigheder | I Vilnius
tog vi en tur i en sightseing bus, og slentrede lidt rundt i centrum
og den gamle bydel, hvor der er mange smukt restaurerede huse. Vi
besøgte det tidligere KGB hovedkvarter, samt katedralen. Hvis man er
interesseret i kirker, findes der ca. en snes. Byen er ikke just nogen
metropol, og har udover kulturhistorie ikke det helt store at byde
på. Dens atmosfære og de hyggelige fortovs- og terrassecaféer er et
aktiv i sig selv. Ved Rumsiskes, ca. 20 km øst for Kaunas besøgte vi frilandsmuseet, der har en stor samling af gamle huse og gårde, samt nogle arbejdende værksteder. Det hele virkede velholdt, men desværre var der ingen information ved de enkelte huse, end ikke på litauisk. I Kaunas så vi militærmuseet (ingen effekter fra 2. verdenskrig), samt flymuseet ved Darius/Gireno lufthavnen i byens vestlige udkant. Museet har mange effekter, men kun 3 fly, og de stod i en indhegning udenfor og var ikke tilgængelige. Nogle af lokalerne var under (en stærkt tiltrængt) renovering. På vestkysten tog vi en færge fra Klaipeda til den langstrakte halvø Neringa, der er landfast i den sydlige ende, i Kaliningrad. Efter få kilometers kørsel fra færgelejet mod syd kommer man til en post, hvor der skal betales et gebyr for at køre videre. Mod syd, ved byen Nida, finder man en vandreklit på størrelse med Råbjerg Mile, og undervejs passeres enkelte små, hyggelige byer. Der er intet forfaldent eller østeuropæisk over Neringa, der med sin særprægede natur bestemt er et besøg værd. Lidt nord for Siauliai så vi en af Litauens mest særprægede og besøgte seværdigheder, Korshøjen. Selv om det ikke er nogen seværdighed i sig selv, fortjener det kulinariske at blive fremhævet. Uanset om vi spiste på restaurant, café, landevejscafeteria eller campingpladsens lille biks, så fik vi altid fremragende mad. Altid veltillavet af gode og friske råvarer, og altid flot og sirligt anrettet. Selv det franske køkken blegner en smule ved siden af det vi oplevede, og niveauet var langt, langt over hvad et dansk gennemsnitscafeteria kan præstere. |
|||
|
|
||||
| Sikkerhed | Litauerne lægger ikke selv skjul på, at tyveri og kriminalitet er et stort problem i deres land, og vi tog derfor vores forholdsregler med sammenlåste MC'er, samt sørgede for at have alt af værdi enten på os eller i aflåste sidetasker (på MC'erne). Vi var ikke udsat for nogetsomhelst ubehageligt, og vi følte os på intet tidspunkt utrygge, eller at nogen havde kig på os. | |||
|
|
||||
| Letland Veje og trafik |
Vi kørte fra Siauliai i Litauen over
grænseovergangen ved Meitene og videre til Riga. Herfra ad hovedvejen
langs kysten til den estiske grænse ved Ainazi. Vi kørte kun
på hovedveje.
Vejene var af samme standard som i Litauen, d.v.s. ujævne i moderat grad, men uden at det havde indflydelse på vores kørsel. I nærheden af Riga så vi vejstrækninger af vestlig standard. I rundkørsler er det vigtigt at huske at vigepligten er den modsatte af herhjemme, d.v.s. at man inde i rundkørslen skal holde tilbage for dem der er på vej ind. På landet var skiltningen generelt tilfredsstillende, og det var ikke noget problem at navigere. Inde i Riga var selv hovedfærdselsårer mangelfuldt skiltet. Der blev kørt pænt, også inde i Riga, der ikke er sværere at færdes i end i Århus. Vi så færdselspolitiet, men de syntes mindre aktive end f.eks. Litauen og Polen. Benzinstationerne er mest koncentreret omkring byerne, og nettet virker mindre tæt end i Polen. Vi så enkelte landevejscafeterier, men ellers skal man ind i byerne for at finde spisesteder. |
|||
|
|
||||
| Grænsepassage | Litauen - Letland: Se under Litauen. Letland - Estland: |
|||
|
|
||||
| Camping | Ved Riga boede vi på Camping Nemo i Jurmala, ca. 25 km vest
for Riga. Pladsen ligger ved strandvejen, der går gennem Jurmala og
fortsætter langs kysten til Kolka. Med Statoil stationen, som ligger
i den vestlige ende af Jurmala som referencepunkt, skal man yderligere
ca. 8 km mod vest før indkørslen til pladsen kommer. Klart skiltet
ved vejen. Der er et mindre, plant græsareal til telte og et større
areal til campingvogne og autocampere. Der er hytter til udlejning.
Omgivet af høje træer. Pladsen er en del af en mindre fritidspark,
der bl.a. omfatter et lille badeland. Ikke specielt støjende
omgivelser, men som tidligere nævnt kan østeuropæere i sig selv
være noget støjende. Der er ca. 200 meter til den flotteste
østersøstrand. Kiosk, men ingen fødevareudsalg. Flere minimarkeder
i retning mod Jurmala samt en benzinstation ca. 500 meter vest for
pladsen, på den modsatte side af vejen. Bar og udmærket restaurant i
et kæmpe telt på pladsen. To små toiletbygninger, den ene med
separate baderum og den anden med 3 brusere i eet rum i hhv. herre- og
dameafdeling. Udmærket standard, men da kapaciteten er noget
underdimensioneret, kan man risikere at skulle stå i kø til bad, og
desuden virker der altid fugtigt. På trods heraf kan pladsen
anbefales.
|
|||
|
|
||||
| Seværdigheder | Markedshallerne
i Riga er et must. 5 gamle zeppelinerhangarer, som oprindeligt blev
opført af tyskerne under 1. verdenskrig ude ved kysten og senere
flyttet til Riga, danner nu ramme om et af de største markeder i
Europa. I Peterskirken er det muligt at komme op i tårnet og få et view ud over byen fra 72 meters højde. Vi besøgte også Rigas Motormuzejs (Automobilmuseet), som er et helt moderne og yderst seværdigt bilmuseum med en flot og velholdt samling på over 100 biler og motorcykler, bl.a. Stalins pansrede limusine samt Breznievs smadrede Rolls Royce. Museet ligger i Rigas sydøstlige udkant, og man kan komme derud med offentlige transportmidler. Man kan tage trolleybus nr. 14 fra centrum til næstsidste stoppested, og derfra vælge at spadsere ca. 500 meter, eller hoppe på bus nr. 21. Det er lidt svært at forklare nøjagtigt, men vær ikke bange for at spørge konduktøren i bussen eller nogle medpassagerer. Alle vi henvendte os til var meget hjælpsomme og talte enten engelsk eller tysk, og alle syntes at vide hvor museet ligger. Den gamle bydel er flot restaureret, og er en slentretur værd. |
|||
|
|
||||
| Sikkerhed | Vi tog derfor vores forholdsregler med sammenlåste MC'er samt sørgede for at have alt af værdi enten på os eller i aflåste sidetasker (på MC'erne). Vi var ikke udsat for nogetsomhelst ubehageligt, og vi følte os på intet tidspunkt utrygge, eller at nogen havde kig på os. | |||
|
|
||||
| Estland Veje og trafik |
Vi kørte fra den lettiske
grænseovergang ved Ainazi ad hovedvejen forbi Pärnu til Tallinn.
Desuden en mindre udflugt i området øst for Tallinn.
Det første stykke vej lovede godt. Slidt, men mindre ujævn end det vi havde været vant til indtil nu. Lidt senere et stykke helt ny asfalt af vestlig standard, men så kom choket: Vejarbejde på vejarbejde, ofte op til 20-25 kilometer ad gangen. Grus, slagger, skærver - alt muligt, og hastighedsbegrænsning på 30 - 50 km/t. På grund af alt det vejarbejde var vejene i Estland egentlig en værre oplevelse end i de øvrige lande, men til gengæld er der jo så noget godt at se frem til. Bortset fra det første stykke vej var "de gamle" veje ikke i bedre stand end i de to andre lande. Skiltningen var tilfredsstillende, og det var ikke noget problem at navigere. Vi oplevede trafikken som moderat uden nogen problemer, både på vejen og i byen. Færdselspolitiet var lige så aktivt her som i de øvrige lande. Vi så en del benzinstationer lige ved hovedvejen, men lige så ofte henviser skilte til benzinstationer, der ligger lidt væk fra vejen. Der var landevejscafeterier langs vejen, men vi så ofte skilte henvise til spisesteder i nærliggende byer. |
|||
|
|
||||
| Grænsepassage | Letland - Estland: Se under Letland Estland - Finland (færge): |
|||
|
|
||||
| Camping | I Tallinn boede vi på Camping Peoleo i byens sydvestlige udkant,
ca. 16 km fra centrum. Pladsen ligger lige ved hovedvejen, ved et
motel af samme navn. Teltcampister henvises til et græsareal i en
gruppe træer, mens campingvogne og autocampere holder på et
grusareal. Der er hytter til udlejning. Temmelig støjende omgivelser,
da pladsen som nævnt ligger lige ved siden af den stærkt befærdede
hovedvej, hvor der også er nogen trafik om natten. Ingen udsalg på
pladsen, men et stort Bilkalignende indkøbscenter 500 meter længere
ind mod byen, på modsatte side af vejen. Centeret har lange
åbningstider, også om søndagen. Der er et landevejscafeteria med
døgnåbent lige ved motellet og campingpladsen. De sanitære forhold
består af en lille bygning med en herre- og en dameafdeling. Hver
afdeling består af en rum med 2 brusenicher og eet toilet, som er
afskærmet fra resten af rummet med en lav svingdør - et arrangement
vi også så enkelte steder på restauranttoiletter. Der var varmt
vand i bruserne, men rengøringen var mangelfuld og de sanitære
forhold må betragtes som mindre tilfredsstillende. Der findes en
anden plads lidt nordøst for byen, ved fjernsynstårnet, men fra en
tysker vi mødte hørte vi, at de sanitære forhold også der var
under al kritik.
|
|||
|
|
||||
| Seværdigheder | Vores ophold i Estland druknede
tildels i regn, så det var begrænset hvad vi nåede. I Tallinn slentrede vi en tur i gågaden samt i den gamle bydel, der er flot restaureret og vedligeholdt. Vi besøgte naturligvis stedet, hvor det danske flag ifølge sagnet dumpede ned fra himlen i år 1219. Stedet ligger i Den danske Konges have (Taana Kuninga). Haven er ikke skiltet, og er ikke nem at finde. Desuden er den i to niveauer, så man kan faktisk overse mindesmærket, selv om man står midt i den. Man skal finde gaden Luhika, som ender blindt. For enden er der en trappe, der går skråt op til venstre. Øverst på trappen skal man ikke dreje til højre og gå gennem bymuren, men fortsætte ligeud til et grønt område med nogle træer lidt fremme. Det er Taana Kuninga, men mindestenen for det danske flag befinder sig et niveau lavere, til venstre for stenmuren. Man skal ned ad en trappe lidt fremme til venstre, og så er man der. I bymuren lige over Taana Kuninga er der indrettet café i hele 3 etager, og på den øverste kan man sidde og nyde kaffen på en langstrakt afsats med udsigt ud over haven. Udenfor Tallinn så vi Estlands største vandfald ved Jägala Kosk, knap 30 km øst for Tallinn. Det sidste stykke ud til vandfaldet er grusvej. |
|||
|
|
||||
| Sikkerhed | På campingpladsen kom der hver aften kl. 22 en mand, som holdt vagt over hele motel- og campingkomplekset indtil kl. 7 næste morgen. Betryggende - men på den anden side må der jo være en grund til det... - og det er knapt så betryggende. På havnen i Tallinn var der livlig grænsehandel af finske endagsrejsende og et mylder af folk. De småhandlende der går rundt og falbyder, bl.a. børn, var temmelig pågående, og zigeunerne krævede særdeles hvasse afvisninger for at forsvinde. Herudover følte vi os på intet tidspunkt utrygge, og vi var ikke udsat for noget ubehageligt. Vi tog de sædvanlige forholdsregler med sammenlåste motorcykler, samt alt af værdi enten på os eller i aflåste sidetasker. | |||
|
|
||||
|
||||